Supervision

Hvordan kan vi udfolde den professionelle hjælperrolle med sans for den andens autonomi og ligeværd? Hvordan kan supervisionen styrke psykologiske og faglige kompetencer hos den professionelle, så risici for belastning og tab af trivsel mindskes i et arbejdsfelt drevet af passion og omsorg for andre?

 

 

  1. Hvad er supervision?

    Supervision er et tilbud om faglig vejledning og støtte i den professionelle hjælperrolle. Formålet er en fortsat faglig udvikling, der styrker kvaliteten af den professionelles arbejde, så det i sidste ende kommer de mennesker til gavn, som den professionelle arbejder med.

    Få viden og færdigheder

    Et fokus i supervisionen er derfor naturligt på den anden. Supervision kan derfor bl.a. bestå i formidling af relevant psykologisk viden, der kan give den professionelle en ny eller mere nuanceret forståelse af den anden. Supervision kan udforske dynamikker i en vanskelig relation og træne den professionelle i nye metoder at gå til konkrete udfordringer med. Supervision kan være den professionelles mulighed for at finde nye veje, når alt synes håbløst og fastlåst. Regelmæssig supervision kan dermed være en naturlig del af kompetenceudviklingen i den professionelle hjælperrolle, hvor udfordringer kan blive en mulighed for ny læring og faglig udvikling.

    Træne relationskompetence

    Fordi alle hjælperoller udfolder sig i relationer mellem mennesker, har supervisionen også fokus på den professionelle selv i relation med den anden. Når supervisionen på den måde bidrager til, at den professionelle får en øget opmærksomhed på og evne til at håndtere og tage ansvar for egne personlige reaktioner, øges den professionelles relationskompetance. Dette vil i sidste ende øge kvaliteten af relationen og derfor bidrage til, at næstekærlighedens praksis udfoldes med størst mulig empati og ligeværd.

 

    1. Lidelsen i den professionelle hjælperrolle som tema i supervisionen

      I hjælperrollen vil man som en hel grundlæggende del af arbejdet være i kontakt med meget lidelse. Lidelse viser sig på så mange forskellige måder, og nogle former er lettere at møde empatisk og åbent end andre. Nogle af de mennesker, der opsøger os for hjælp og omsorg, kan møde os med vrede, bebrejdelser og afvisning samtidig med, at de vil have noget af os. Eller med store voldsomme følelsesudbrud og lidelse, der virker ubærlig.

      Uanset hvor dygtig og velfunderet man er i sin professionelle rolle, vil de fleste naturligt igen og igen opleve, hvor vanskeligt det i nogle situationer er at bevare sin empatiske åbenhed i mødet med menneskers forskellige reaktioner.

Automatik

Der er altid en risiko for, at man i mødet med den andens reaktioner selv bliver ramt og per automatik reagerer ligeså unuanceret som den anden. Efterfølgende kan det vække oplevelser af ikke at være kompetent til opgaven og frustration og tristhed over ikke at leve op til sine egne værdier og idealer som et rummeligt menneske.

Undgåelse og overvældelse

I hjælperrollen kan omkostningerne blive rigtig store. Der er risiko for, at man lukker af for lidelsen for at skærme sig imod den eller ender i udbrændthed, fordi man ikke inkluderer sig selv i omsorgen.

 

    1. Supervision som hjælp til at genfinde kursen og navigere i udfordringer

      Risikoen for enten overinvolvering eller undgåelse er altid til stede, når vi arbejder på at være nærværende i lidelsen med andre mennesker. Det er ikke en fejl. Det er et faktum. Ligesom det faktum at den menneskelige hjerne er programmeret til at beskytte os mod fare og ubehag. Derfor vil vores velmenende hjerne gerne per automatik guide os til at undgå lidelsen, hvis vi ikke er vågne på samspillet mellem vores adfærd og vore værdier.

      Supervision er en hjælp til at genvinde perspektivet i en udfordrende situation, så det igen er muligt at lade adfærden styre af værdierne frem for af den nedarvede automatik væk fra lidelsen.

      At forholde sig til sit arbejde i dette lys gør, at den professionelle i supervisionen kan udvikle sig og til stadighed arbejde i tråd med sine værdier, samtidig med at vitaliteten i både arbejds- og privatliv bevares og styrkes.

 

  1. ”At stræbe efter at virkeliggøre det, vi anser for vigtigt og rigtigt, og samtidig forholde os åbent og nysgerrigt i mødet med realiteterne er en svær og nødvendig opgave.”
  2. Hanne Hostrup

     

    Min tilgang som supervisor

    Alt dette er på godt og ondt erfaringer fra min egen praksis, og disse oplevelser tjener som pejlemærker for mig, når jeg superviserer andre.

    Jeg superviserer på et teoretisk og praktisk grundlag af ACT, hvilket særligt er inspireret af en efteruddannelse i ACT, supervision i ACT og ikke mindst mesterlære hos phD Kirk. D. Strosahl, USA (en af grundlæggerne af ACT).

    I det perspektiv har jeg uddybet min egen kunnen indenfor væsentlige aspekter i praksis især ved uddannelse og fortsat supervision i relationskompetence og nærværs- og empatitræning hos psykolog, specialist og supervisor i psykoterapi, Helle Jensen.

    Supervision og fortsat træning er for mig som professionel en helt vital del af at have en mission om at møde andre mennesker og lidelsen med nærvær og medfølelse. I supervisionens rum er det muligt at turde lære af alle fejltrin og usikkerheder og se dem som en del af den menneskelige erfaring, vi alle er fælles om. 

 

 

    1. “Afvisning af vores fælles skæbne gør os fremmede for hinanden. Valget af denne fælles skæbne, i kærlighed, viser os som et legeme.”
    2. Sebastian Moore