Diakoniens nye paradigme

- medfølelse, inklusion og gensidighed

Det nye paradigme indenfor diakonien er initieret af John N. Collins´ forskning, som konkluderer, at diakoni aldrig i sin oprindelige græske kontekst har været anvendt i betydningen velgørende eller ydmyg tjeneste (Lutheran World Federation [LWF] 2009, 57). Gennem studier af et stort antal af græske tekster (400 f.kr. til 400 e.kr.), har Collins undersøgt brugen af διακονια, διακονειν og διακονος og slutter på den baggrund, at den hidtidige tolkning er en misforståelse (ibid.). Disse nyere studier konkluderer, at den græske kontekst på daværende tidbrugte ordet διακονος om dem, der fuldførte en opgave eller overbragte en gave og også om tjenere ved religiøse festivaler, hvor der blev serveret mad (Jordheim 2009, 196). Collins konkluderer, at betydningen snarere har været opgave eller mission (LWF 2009, 57), og at vigtigheden af denne mission afhænger af dén, der står bag og autoriserer den. Lektor og leder af diakoniprogrammet på Oslo Universitet, Kari Jordheim refererer også til Collins, når hun slår en videre betydning an og samtidig peger på, hvad det nye paradigme kommer til at lade sig pejle af:

”rather than being a humble servant (…) the deacon is a ”go-between” entrusted with an important message” (ibid, 196).

At understrege diakonens rolle som f.eks. en brobygger mere end blot en ydmyg tjener for de syge og fattige, kan ses som en del af den nye bevægelse, som Collins´ studier har sat igang. Ifølge Collins kan en διακονος  enten være en formidler, være et redskab for forandring eller være en tjener, ”der skal tage sig af sin herres ærinder i huset” (Nissen 2015, 33). Collins´ forskning markerer et skift i både akademia og praksis omkring diakoni, fordi den har givet en fornyet opmærksomhed på vigtigheden i at forholde sig til og formulere, hvad diakoni er i det 21. århundrede. Definition og oversættelse fra den græske kontekst viste sig måske ikke at være helt så utvetydig, som først antaget. Blandt forskere er der langt fra en fælles enighed om forståelsen af diakoni eller af Collins´ konklusioner. Tværtimod er spørgsmålet om diakoni i teori og praksis genstand for en levende debat. Der er således heller ikke enighed om, hvorvidt der overhovedet er tale om et nyt paradigme.

Den norske professor i teologi, diakoni og ledelsesfag Stephanie Dietrich konkluderer, at der til trods for divergerende opfattelser, trods alt synes at være konsensus om, at tidligere tiders forståelse af diakoni som ydmyg tjeneste har været en for snæver definition (Dietrich, 2014, 3). Fra Danmark påpeger lektor i kirkehistorie og praktisk teologi Johannes Nissen kritikken fra f.eks. Ismo Dunderberg (2003) af den vide definition af diakoni, der må modificeres, samtidig med at han medgiver, at den ydmyge tjeneste ved bordene kun er ét blandt flere aspekter af begrebet (Nissen 2015, 35). Nissen selv slår til lyd for at, hvad han kalder ”det brede sendelsesperspektiv og det konkrete omsorgsperspektiv” (ibid., 37), ikke udelukker hinanden, men kan forenes i forståelsen af diakoni som ”sendelse fra Gud til mennesker i nød” (ibid.). der er således mange teologiske perspektiver på, hvordan diakoni skal defineres.

Professor emeritus Kjell Nordstokke er en af forfatterne bag et væsentligt bidrag til formuleringen af nutidige aspekter af diakoni, nemlig teksten fra Kirkernes Verdensråd: Theological Perspectives on Diakonia in the Twenty-First Century (World Council of Churches 2012). Heri lyder det bl.a. om en tidssvarende diakonal praksis, at den inkluderer ”acts of mercy and mutual service in accountability and reciprocity” (Nordstokke 2014, 46). Nordstokke taler om et paradigmeskifte, der er karakteriseret ved en fornyet vægt på:

1) en eklesiologisk dimension – diakoni er en del af det at være kirke

2) en holistisk tilgang – diakonal praksis skal inkludere fysiske, psykiske, mentale, sociale og spirituelle dimensioner og afvise enhver praksis, der departmentaliserer dele af den menneskelige virkelighed

3) en profetisk og dristig dimension – diakonal handling i solidaritet med marginaliserede og lidende mennesker kan være dristig og profetisk i sit udtryk og alt andet end ydmyg tjeneste (Dietrich et al. 2014, 2)

 

De forskellige bidrag omkring praksis understreger og opfordrer til udfoldelse af forskellige aspekter af det nye paradigme og kan som sådan eksemplificere den diversitet, en fornyet forståelse af diakoniens praksis kan udmøntes i. Med fokus på begreber som autonomi, reciprocitet, empowerment, partnerskab og gensidighed i diakonal praksis svarer det til det fundamentale paradigmeskifte, som er sket indenfor den generelle tilgang til omsorg både i det sociale arbejde og i internationalt hjælpearbejde. Dietrich påpeger, hvorledes skiftet er sket fra en post-kolonial professionel omsorg til en autonomiorienteret assistance ud fra en partnerskabstanke, hvor gensidighed og samhørighed præger udvekslingerne (ibid., 14). Der er således et stærkt fokus på at undgå paternalisme og uheldige følger af den magt, som udvekslingsstrukturer omkring hjælpere og hjælptrængende uundgåeligt er del af også i det nye paradigme af diakonal praksis. Dietrich udtrykker opmærksomheden særligt med øje for den professionelle hjælperrolle og helt i tråd med det fokus, jeg er optaget af:

Autonomy and interdependence are not opposites, but are related to each other dialectically and complementarily. It belongs to the basic structure of human life both to rely on help from other people and at the same time to be able to help others. This is especially a reminder to the ”professional helpers” who often do not see themselves as mutually dependent and thereby risk paternalising the other person. (ibid., 16).

Hvis du er interesseret i at nørde videre i de teologiske perspektiver, kan den norske antologi Diakonia as Christian Social Practice. An Introduction varmt anbefales. Læs mere om denne antologi i indlægget her.

 

One Reply to “Diakoniens nye paradigme”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *